Historie

Baggrund for foreningens dannelse.

I november 2016 oprettede Marlene Qvist Simoni en facebookgruppe for ’Forældre til børn med særlige behov i Aalborg Kommune’.

Gruppen blev oprettet i forbindelse med at skoleforvaltningen sendte to forslag i høring hos diverse interessenter, men ikke hos de berørte børns forældre, da der ikke var et forum, hvori de kunne få en stemme.

De to forslag, der skulle i høring var vedrørende ’Ny visitationsmodel’ og ’Ny ressourcefordelingsmodel’ To forslag, der hhv ville betyde, at almenskolerne selv skulle betale hver gang de besluttede, at sende et barn i et specialtilbud og et forslag, der betød at en stor del af specialskolernes ressourcer blev omfordelt fra pædagog timer til pædagogmedhjælper timer.

Marlene inviterede en flok af de personer, hun selv kendte og vidste var udfordrede af problematikkerne omkring børn med særlige behov til at være i gruppen. Det viste sig dog, at gruppen hurtigt voksede sig større, da der var mange forældre, der oplevede problemer i samarbejdet mellem PPR-skole og hjemmet eller familie- beskæftigelsesforvaltningen.

I gennem facebookgruppen lykkedes det at få et møde med Tina French Nielsen, hvor vi afleverede et fælles høringssvar på vegne af ’Forældre til børn med særlige behov i Aalborg Kommune’. Herefter lavede vi en ’happening’ på dagen, hvor de to modeller skulle sagsbehandles og godkendes i skoleudvalget.

Beslutningen blev udsat og den ’Ny visitationsmodel’ blev afvist, da skoleudvalget genbehandlede sagen ugen efter, hvor vi igen var klar med en ’happening’.



I forløbet blev der oprettet yderligere en facebookgruppe nemlig gruppen ’Børn med særlige behov i Aalborg Kommune’. Denne gruppe er åben og alle interesserede kan søge medlemskab i gruppen.

Gruppen ’Forældre til børn med særlige behov i Aalborg Kommune’ blev hurtigt lukket, da det viste sig, at vi havde brug for et forum, hvor vi hver især kunne være private og få luft for vore oplevelser og frustrationer i forbindelse med de udfordringer vi møder i systemet.

Vi oprettede også facebooksiden: BHOV - Forældre til børn med særlige behov - Aalborg kommune, for at have en officielside, som alle kan følge med på.

I forløbet, blev vi klar over, at der ville være mange fordele i at organisere os som en frivillig forening, i det vi så har mulighed for at deltage i forskellige debatter i f.eks. KKR ved at deltage på temadage om f.eks. Specialområdet i 2018 og lignende.

Vi kan ligeledes opnå en plads i Danske Handikaporganisationer (DH) og dermed blive en aktiv part, når kommunen sender forslag i høring hos DH.

Vi står også stærkere som forening ved at have en formand som talsmand og ikke ’bare en mor’, der taler på vegne af mange forældre.

Vi har ligeledes brug for at kunne gøre brug af de fordele, der følger med, når man er organiseret som frivillig forening af almen nyttig karakter i Aalborg Kommune. Dette indebærer f.eks. at søge tilskud til afholdelse af forskellige arrangementer for ’Forældre til børn med særlige behov’.

Alt dette har bragt os frem til i dag, hvor vi har haft stiftende generalforsamling for foreningen BHOV – forældre til børn med særlige behov.

Vi har nedsat en bestyrelse på 9 medlemmer og man er som medlem af den lukket forældregruppe på Facebook automatisk medlem af foreningen.